Hvis du stikker for meget ud fra normen, kan det tage en del af opmærksomheden hos den, du taler med. Du kender det sikkert selv, hvis du f.eks. ser en person blive interviewet og bliver distraheret af en detalje ved deres udseende. Læbestift eller slips der sidder lidt kikset – og budskabet går fuldstændigt tabt. Det samme gælder for dig til jobsamtalen.
Du får kun EN chance for at gøre et godt førstehåndsindtryk. Her er tre hurtige råd til forberedelse af netop den del af samtalen.
- Tænk over hvem det er du skal møde, hvilket miljø de arbejder i og hvad der er karakteristisk for virksomheden. Der er forskel på at komme i Finansministeriet, på et tjekket PR-bureau og hos en entreprenør. Derfor skal du helst vide noget om firmaets dresscode; du kan evt. spørge nogen i dit netværk, som arbejder der eller i en tilsvarende virksomhed.
- Gå efter det sikre, dvs. pænt uden at overdrive f.eks. farven på slipset, sokkerne eller neglelakken. Ensfarvet er bedre end mønstret. Det er stadig en god ide at have nypudsede sko, selvom det kan lyde gammeldags. Samme regel gælder for tøj, der gerne må være nystrøget. Hold igen med såvel det nedringede som med make-up og duft – det kan hurtigt blive for meget. Og husk at det som regel er bedre at være en lille smule overdressed end det modsatte.
- Vælg noget du føler dig godt tilpas i. Det kommer til at kræve din – og måske andres – opmærksomhed, hvis du tager den lidt for stramme skjorte på eller hopper i de helt nye sko, der giver dig vabler. Der er ingen grund til du skal kæmpe med den slags småting, når du har brug for at samle dig om at præsentere dig bedst muligt.