Første samtalerunde gik som smurt i olie. Du gjorde et rigtigt godt indtryk, og nu er du blevet indkaldt til anden samtale. Men tro nu ikke, at du dermed er sikker på at få jobbet. Det betyder bare, at du gjorde det så godt i første runde, at du nu er med i finalen.
Så er det, du skal sætte din slutspurt ind og forberede dig så grundigt, at du kan overhale konkurrenterne i opløbet.
En idrætsudøver holder jo ikke op med at træne, bare fordi vedkommende er blevet udtaget til OL. I stedet går vedkommende i træningslejr og skruer op for forberedelsen. Det samme skal du gøre, så du er i topform til samtalen og fremstår som den mest overbevisende kandidat til jobbet.
Sejren er ikke vundet før du står øverst på podiet med en underskrevet ansættelseskontrakt i hånden, og husk: ”Du vinder ikke sølv. Du taber guld.” I ansættelsesrunder er andenpladsen meget sjældent interessant.
KONKURRENTERNE
Du er ikke alene i opløbet. Sandsynligvis er der er mindst en anden ansøger, der også er blevet inviteret med til en anden samtale. Måske er der to eller tre andre. Måske er der en åbenlys favorit, og måske er favoritten ikke dig.
Spørgsmålet er så: Hvad skal der til for, at det er dig, der får jobbet?
En ting kan du være sikker på! Virksomheden vil gå mere i dybden ved anden samtale. Der skal flere ord og detaljer på beskrivelsen af jobbet, dig og det eventuelt fremtidige samarbejde.
Fordi det er de bedste, der er tilbage, er konkurrencen hårdere, og derfor skal der forberedelse til – INTENSIV FORBEREDELSE.
Der er (mindst) to gode grunde til at du skal forberede dig grundigt:
- For det første skal du være parat til at svare på nye og mere detaljerede spørgsmål om dit CV, din personlighed, din ansøgning og dit nuværende og dine forrige jobs.
- For det andet er forberedelse vigtigt for din egen følelse af selvtillid og dermed for din fremtoning. Det giver ro og overblik ved selve samtalen at føle sig forberedt til fingerspidserne.
Hvert eneste minut du investerer i at være bedre forberedt gør, at du ikke kommer bagud i forhold til konkurrenterne, og måske kommer du ligefrem foran.
HVAD KAN DU KONKRET GØRE?
Start med at undersøge: Hvem det er, du skal møde til anden samtale, hvad der skal foregå og om der er noget særligt, arbejdsgiveren forventer, at du skal forberede til samtalen. Det giver dig helt sikkert noget at arbejde videre med.
Hvis arbejdsgiveren ikke har noget, du skal forberede dig på, så er det op til dig selv at vælge, hvad du vil fokusere på. Og selvom arbejdsgiveren beder dig forberede noget bestemt, så kan du sagtens gøre mere selv. Der er helt sikkert nok at tage fat på.
Stil dig selv den opgave at finde ud af, hvordan du passer ind i organisationen, hvordan du kan udfylde jobbet og find argumenter, som underbygger det. Så kan du på overbevisende måde fremlægge det til samtalen.
Nærlæs stillingsopslaget igen, og find ud af, hvad der vejer tungt i jobbet. Suppler med de oplysninger du fik ved første samtale og hent flere informationer om virksomheden. F.eks. på virksomhedens hjemmeside, i medierne og gennem dit personlige netværk.
Hvem er virksomhedens kunder? Hvad er virksomhedens produkter? Og hvorfor køber kunderne produktet? Det gælder også for offentlige virksomheder. Her er det borgerne eller andre virksomheder, der er kunderne.
Det er vigtigt, at du kender virksomheden til bunds og forstår, hvad der er vigtigt for den person, som skal træffe beslutningen om at ansætte dig.
Gå eventuelt på biblioteket og find avisartikler om virksomheden, så du ved, hvordan virksomheden har været afspejlet i pressen de seneste par år. Det giver en god baggrund for at forstå, hvad der er vigtigt for virksomheden lige nu, og hvor den er på vej hen.
HVORDAN KAN DET PRÆSENTERES?
Afhængigt af virksomheden og hvad du finder frem til, kan der være forskellige måder at vinkle din præsentation på. Her er et par eksempler til inspiration:
- ”Mine første 100 dage i det nye job.” Hvordan vil du introducere dig selv, hvilke opgaver ser ud til at være de mest presserende. Hvilke konkrete mål vil du gerne have opnået inden for de første 100 dage.
- Tre eksempler på relevante resultater fra tidligere jobs, som du kan sammenligne med eller implementere i det nye job.
- ”De friske øjnes rapport” – hvad ser du f.eks. af uhensigtsmæssige processer, som andre medarbejdere har vænnet sig til at overse?
- Et forslag til en strategi for marketing/produktudvikling/implementering/eller andet, som du ved er aktuelt for jobbet og virksomheden.
- Hvordan du vil bidrage til det sociale og faglige liv i afdelingen. Ideer til hvordan du hurtigt kommer til at samarbejde med dine nye kolleger.
Lad din fornemmelse af virksomheden, deltagerne og stemningen til jobsamtalen påvirke, hvordan du mest hensigtsmæssigt at præsenterer det.
I nogle sammenhænge, kan det være godt at have en enkelt side med nogle få konkrete punkter, som du kan præsentere på to minutter, og uddybe, hvis du bliver bedt om det. I andre situationer skal det gøres mere uformelt og flettes naturligt ind i samtalen. Under alle omstændigheder skal du have punkterne i hovedet, så du ikke behøver kigge på et papir undervejs og så du er sikker på, at du får sagt alt det du vil.
Det vigtige er, at du får synliggjort dine evner og færdigheder, og får overbevist dem, der skal ansætte, om at du kan tænke proaktivt, kreativt og reflekterende i forhold til det nye job. Det er nemlig her, du for alvor kan distancere dig fra konkurrenterne.
God arbejdslyst og god fornøjelse med forberedelserne.